Af Tobias Møbjerg Nielsen
Mufasa: Løvernes Konge er fortsættelsen til Løvernes Konge (2019), genfortællingen af den originale tegnefilm Løvernes Konge (1994). Som sin forgænger fra 2019 anvender den nye film en fotorealistisk animationsstil i bestræbelsen på at mime et live-action-format. Et teknisk greb som ikke i sig selv berettiger de to nye films eksistens.
Vi følger Mufasa på rejsen mod Kongeklippen og hans plads som retmæssig konge over “alt hvad lyset rører”. På vejen møder vi flere af de karakterer vi kender såsom, Rafiki, Sarabi og selvfølgelig Scar (i denne film kaldet Taka).
I filmen er det Rafiki, som fortæller historien til Kiara, Mufasas barnebarn, og Timon og Pumba for at distrahere dem under et stormvejr. Der er dog ingen tilføjelser, som har nogen større konsekvens eller giver et synderligt nyt perspektiv på den historie vi kender i forvejen. Filmens forudsigelighed gør den kedelig og trættende, og de mange klip frem og tilbage mellem Mufasas fortælling og små bidder af Kiara og co. hjælper heller ikke på det.
Hele filmen føles som en sidehistorie, som ville have været en direkte-til-DVD-udgivelse, havde den været udgivet for 20 år siden. Derudover underminerer, eller fuldstændig ignorerer, Mufasa: Løvernes Konge også Løvernes Konge 2 som faktisk kom udelukkende på DVD tilbage i 2004. Præcis hvordan, kan desværre ikke spoleres her, men det er endnu et punkt hvor Mufasa: Løvernes Konge ikke retfærdiggør sin egen eksistens.
Den mest åbenlyse forklaring på filmens tilblivelse er, at Løvernes Konge (2019) i skrivende stund er den 10. mest indbringende film på verdensplan, efter at have tjent 1,6 milliarder dollars. Filmen blev dog mødt med blandet modtagelse, bl.a. grundet karakterernes manglende ansigtsudtryk, som man ellers fik i den originale tegnefilm. Dette er desværre en skavank, som Mufasa: Løvernes Konge også bærer præg af.
Udover ikke at opnå den samme farverige oplevelse som Disney’s originale tegnefilm, får filmen et mærkeligt mudret udtryk. Særligt løverne, som man ellers må erkende ser fotorealistiske ud, ligner hinanden tilpas nok til, at man faktisk kan miste overblikket over hvem, der er hvem. Hele filmens format giver derfor også bagtanken om, hvorvidt Disney er ude og flekse deres muskler for at vise hvor realistisk de kan animere, fremfor at generere originale fortællinger. Prøv at tænk over, hvor interessant det havde været, hvis man havde valgt at lave Mufasa: Løvernes Konge som 2D-animeret tegnefilm.
En lille hæder skal dog skænkes til Aaron Pierre, som lægger stemme til Mufasa. Det er ikke en nem opgave at skulle træde i fodsporene af James Earl Jones, der er kendt som stemmen til ikke bare Mufasa, men også Darth Vader. Alligevel gør Aaron Pierre et hæderligt stykke arbejde i at opbygge en stemme, man tør tro på kunne udvikle sig til den dybe tilstedeværelse James Earl Jones kunne levere.
Vores egen Mads Mikkelsen er også et af filmens højdepunkter, med en tilpas frygtindgydende stemmeportrættering af skurken, den glubske løve Kiros.
Mufasa: Løvernes Konge ender som endnu et led i Disneys mange animerede-live-action-remakes, der hverken respekterer dens kildemateriale eller bringer noget nyt eller interessant til bordet. Men derimod er et åbenlyst forsøg på at lokke os ind i biografsalene ved at spille på vores nostalgi og Disneys egne tidligere (og bedre) ejendomme.
Kommentarer